Timmendorfer Strand, Tyskland 15. - 16. december 2018

Aftensmad på Timmendorfer Strand

- med julemarked i Hamburg og Lübeck.

I år kørte vi først til de hyggelige julemarkeder i Hamburg med det store, stemningsfyldte historiske julemarked foran Rådhuset. Her var masser af boder og julestemningen bredte sig helt ud i de små gader. Der var flere julemarkeder i centrum og desuden blev der også tid til at opleve juleoptoget, besøge nogle af de mange forretninger på Jungfernstieg, som er Hamburgs kendte indkøbsgade eller en tur i Europe Passage med over 120 butikker.

Om eftermiddagen kørte vi til vores hotel i Timmendorfer Strand, hvor der blev tid til at slappe af inden aftensmaden. Bagefter var der 2 timers Linedance og hotelbaren var åben.

Efter morgenbuffeten og afslapning på hotellet eller en lille gåtur ned til stranden, kørte vi igen i år til Ricklinger Landbrauerei, hvor ”Brygge Mor” og datter tog imod og vi bænkede os i den hyggelige "Bierstube" hvor vi fik serveret håndmadder og dejligt øl. Bagefter var der mulighed for rundvisning på bryggeriet. Der var også lejlighed til at købe lidt julepynt og øl med hjem.

Derfra kørte vi til marcipanbyen Lübeck som i år fyldte 875 år, hvor der også blev tid til at besøge det hyggelige julemarked, inden turen gik til BorderShoppen for de sidste indkøb.

 

Du kan se flere billeder i fotoalbummet

 

  • Ankommet til Hamburg

  • Juleoptog i Hamburg

  • Ølsmagning og håndmadder

  • Linedance for "Brygge-Mor"

  • Afslapning i bussen

  • Timmendorfer Strand 2018